Vigtig information

Guide til affaldssortering

TV og internet - Ny kabling og ny leverandør fra 2020

I maj 2020 blev der installeret et nyt stikanlæg i kælderen. Der er trukket 2 kabler fra stikanlæg til hver lejlighed. Et kabel til internet og et kabel til TV.

Internet
Der opkræves cirka kr. 133 om måneden for kollektivt internet via fællesudgifterne. Hastigheden er høj (minumumshastigheden er 300 Mbit download og 300 Mbit upload). Hvis der ønskes trådløst internet (WiFi) i lejligheden er det beboerens eget ansvar at anskaffe en router. Router skal tilsluttes netværksstikket i lejligheden. Såfremt du lejer lejligheden skal forhold afklares med ejeren af lejligheden. Parknet er vores internet leverandør. Læs mere her.

TEST AF HASTIGHED KAN TAGES HER 1 (Speedtest)
TEST AF HASTIGHED KAN TAGES HER 2 (Bredbåndstest)
TEST AF HASTIGHED KAN TAGES HER 3 (Tjekditnet) - Bemærk ikke så simpel som de to andre test.

Bemærk at resultatet af hastighedstesten vil afhænge af hvorfra du tester denne. Hastigheden er typisk størst (og mest retvisende) via smartphone eller iPad/tablets. Test via laptop eller pc vil oftest vise en lavere hastighed. Hastigheden der vises afhænger af netværkskortet i den enhed du tilslutter. VPN, firewall og "antallet af tilslutninger til netværk" vil gøre resultatet af hastighedstesten lavere.

TV
Ønsker du adgang til kabel TV, så skal du kontakte Parknet og vælge den ønskede TV pakke (og/eller kanaler). Aftalen indgås mellem Parknet og beboer. Ejerforeningen er ikke involveret i denne proces. TV pakker kan vælges direkte på Parknets hjemmeside. Her ses de nuværende TV pakker fra Parknet. Parknet har indgået en aftale med Allente, så du kan også vælge at streame TV fra Allente. Det står dig naturligvis frit for at streame TV fra andre udbydere via internettet.

BEMÆRK AT DEN ENKELTE LEJLIGHEDSEJER SELV ER ANSVARLIG FOR KABELFØRINGEN AF TV SIGNAL I SELVE LEJLIGHEDEN FRA DET NYE HOVEDSTIK.

Parkering

Hver lejlighed har råderet over 1 parkeringsplads på parkeringspladsen. Der er 24 lejligheder og 24 parkeringspladser.

Hovedreglen er at nummeret på parkeringspladsen følger lejlighedsnummeret. Dvs. at hvis du ejer lejlighed 16 skal du parkerer på parkeringsplads 16.

I august 2023 fik vi opsat 2 ladestandere med 4 ladeudtræk. Således blev det muligt at oplade el- og hybridbiler på parkeringsplads 17-24. Læs om reglerne for opladning under menuen parkering i LOGIN menu.

Såfremt lejlighedsejer ønsker at udleje parkeringspladsen, så skal det ske til en af ejendommens øvrige lejlighedsejere. Aftalen skal indgås mellem "lejer af parkeringspladsen" og "udlejer af parkeringspladsen" og bestyrelsen SKAL informeres om udlejningen af parkeringspladsen ved mail til bestyrelsen. Mailadresse findes her

Parkering i indkørslen til parkeringspladserne, og haven, er ikke tilladt. Heller ikke langs hækken, hvor der nu er placeret affaldscontainere til affaldssortering. Se billedet ovenfor til højre!!! Der må ikke parkeres i området, hvor der står PARKERING FORBUDT i det røde felt.

Storskrald og affald

Gentofte Kommune afhenter fremadrettet "kun" storskrald hver 4. uge hele året. Stil det på fortovet, så det ikke er i vejen for fodgængere og cyklister. Storskrald må først sættes ud aftenen før afhentning, så det er til mindst mulig gene, men inden kl. 07 på selve afhentningsdagen. Se hvad du må smide ud i storskrald. Bemærk at der ikke længere må komme blandede ting i klare plasticposer!!! Klik her for information om Haveaffald. Det afhentes hver anden uge.

Storskrald og haveaffald placeres på det asfalterede stykke mellem cykelstien og Strandvejen ud for opgang A og B. Det er det asfalterede stykke tættest på lyskrydset - se grøn firkant på billedet. Uafhentet storskrald må ejeren selv bortskaffe, idet det så ikke er omfattet af ordningen.

Der henvises til Gentofte Kommunes folder ”Storskrald og haveaffald til genbrug”, som findes på opslagstavlen i hver enkelt opgang og på Gentofte kommunes hjemmeside.

I december 2021 blev der implementeret affaldssortering på ejendommen. I affaldsskakte må der derfor kun smides restaffald ud. Efter sortering skal madaffald, plastic, pap, papir og metal i den anviste containerne ved indkørslen til parkeringspladsen. Hertil er der 3 mindre kasser i kælderen til øvrigt affald - se opslag i kælderen.

Regler for rør i rørskakt ved køkken

I rørskakt ved køkken findes i alle lejligheder vandrør, vandrør til radiator, faldstammer til afløb og rør til centralventilationssystem. Rørskakt må ikke tillukkes, således at der ikke er adgang til eksempelvis at lukke for vandet og udføre arbejde i rørskakten. Ejerforeningen er ansvarlig for vedligeholdelse af installationerne i rørskakten.

Hvis du har den mindste mistanke om defekte vandventiler eller afløb, så kontakt straks ejerforeningens bestyrelse.

Det er kun ejerforeningens VVS firma (Se under menuen HÅNDVÆRKERE) der må foretage ændringer eller tilslutninger til diverse rør i rørskakten. Herunder udskiftninger af hovedvandventiler og nye tilslutninger til centralventilation.

BEMÆRK AT ALLE VANDRØR TIL BRUGSVAND ER UDSKIFTET I EJENDOMMEN i perioden fra 2021-2025

Hovedvandventiler i rørskakt ved køkken
Her lukkes for vandet, såfremt der skal udføres arbejde på diverse vandrør i lejligheden. Ved ejerskifte og renovering (nyt køkken eller bad) skal vandventiler altid efterses af ejerforeningens VVS firma inden arbejdet begyndes. Evt. udskiftning af rørinstallationer eller vandventiler sker på ejerforeningens regning. Det er meget vigtigt at denne procedure overholdes, da vi retsforfølger ejere der ikke efterlever disse regler. Det VVS firma du evt. har kontraheret med må altså IKKE udføre disse opgaver - af forsikringsmæssige hensyn.

Følges ovenstående procedure ikke, og der opstår vandskader, så vil ejerforeningens forsikringsselskab varetage sagsanlæg mod lejlighedsejer.

Hovedvandventiler til varmerør (til radiatorer)

Her gælder samme regler som for vandrør. Disse rør er ikke udskiftet i ejendommen. Det varme vand fordeles til radiatorer i lejligheden via stålrør med meget lang levetid. Beboerne er selv ansvarlig for at radiatorer vedligeholdes og udluftes. Hvis radiatorer ikke virker er det beboerens eget ansvar at kontakte håndværker (gerne ejerforeningens VVS'er) for at få gang i radiatorerne. Besøg betales af beboer/ejer.

Centralventilation og udsugning
Ejendommen har et centralventilationsanlæg (placeret i tagrummet) der sikre konstant udsugning fra køkkener og badeværelser. Der må kun tilsluttes emhætter uden motor til centralventilationssystem. Tilslutning skal altid foretages af professionelle (ejerforeningens VVS firma). Det er ulovligt at tilslutte emhætte med motor til centralventilationssystemet. Det giver store driftsforstyrrelser, forårsager overtryk i rørene og giver lugtgener i andre lejligheder. Værst af alt, så kan det medføre at ilden ved brand kan brede sig via centralventilationssystem til hele ejendommen.

Det er tilladt at have en emhætte med motor, såfremt den IKKE TILSLUTTES centralventilationssystemet

I 2019 og 2020 blev ulovlige tilslutninger til centralventilationssystemet afmonteret. Det var en tung proces. I løbet af første halvår 2026 installeres nyt ventilationsanlæg, hvor sug på badeværelser og evt. emhætte bliver endnu bedre.

Se eksempler på godkendte emhætter.

Faldstammer og afløb
Afløbsrør til faldstammer renses jævnligt af Kim's Kloakservice ApS. Det tilstræbes at afløbsrør til faldstammen (fra badeværelse og køkken) renses minimum hvert andet år. Bemærk desuden at det kun er ejerforeningens VVS firma, der må tilslutte nye afløbsrør til faldstammen.

Kontakt altid ejerforeningens bestyrelse, hvis du har problemer med dit afløb.

Isolering og udluftning

Vores byggeri er opført i starten af 1980’erne, og isoleringsstandarden er generelt god. Se energimærkningen for detaljer.

Vinduer og terrassedøre kan ofte være kilden til mindre luftindtrængning udefra. Det er derfor vigtigt løbende at vedligeholde listerne omkring dem.

Bestyrelsen har samlet nogle gode råd til, hvordan du undgår dårligt indeklima og fugt:

Ydervægge og møblering
I lejlighederne i 211C tv. (th. i stuen) skal du være opmærksom på ikke at placere store skabe eller reoler helt tæt op ad ydervæggene. Manglende luftcirkulation bag møbler kan i nogle tilfælde føre til skimmelsvamp. Vi har dog ikke tidligere oplevet problemer med skimmelsvamp i foreningens lejligheder.

Køkken og ydervægge
Det samme gælder, hvis du planlægger nyt køkken. Undgå at lukke ydervægge helt inde. Fjern gerne bag- eller sidebeklædning i skabe, der står direkte mod ydervægge, så der kan komme luft til væggen.

Dette har aldrig givet problemer i foreningen, men igen er det kun i opgang 211C tv. (th. i stuen), at køkkenet kan være placeret mod en ydervæg.

Opvarmning
Undgå uopvarmede rum, da det kan give fugtproblemer. Selv hvis lejligheden står tom i en periode, skal der være varme på i alle rum. Temperaturen må ikke komme under 17 grader, da det kan give fugtproblemer både i din egen lejlighed og i lejlighederne over og under.

Lejlighederne på 3. sal har to etager (i alt seks lejligheder). Her skal man være særligt opmærksom på udluftning og opvarmning på 4. sal, hvor kondens typisk kan ses på Velux-vinduer. Det er beboers eget ansvar at rengøre vinduerne løbende.

Udluftning
Luft jævnligt ud i din lejlighed for at undgå kondens – især om vinteren, hvor temperaturforskellen mellem ude og inde er stor.

Radiatorer
Sørg for, at dine radiatorer er udluftede og fungerer korrekt. Det er beboerens eget ansvar at vedligeholde radiatorerne. Ekstern hjælp (eksempelvis af VVS'er) betales af beboer/ejer.

Ventilation
Ejendommens centralventilationssystem hjælper med udskiftning af luft på badeværelser og delvist i køkkenet. Effekten i køkkenet afhænger dog af valg af emhætte. Uanset emhætte skal ventilationen altid suppleres med almindelig udluftning, da systemet ikke kan klare luftudskiftningen alene.

Procedure for vedligeholdelse af afløb for at undgå lugtgener

Hvorfor skal kloak og afløb vedligeholdes af beboer?

Hvis du ikke vedligeholder husets afløbsinstallationer og kloakker, kan det resultere i:

  • Lugtgener
  • Tilstopning
  • Fugtskader og
  • I værste fald oversvømmelse

Lugtgener er et af de problemer, der typisk opstår, hvis du ikke vedligeholder dine afløbsinstallationer.
Forebyg problemet ved ugentligt at hælde 2 kedler kogende vand ud i vasken.

1. Rens hånd- og køkkenvask
Lugter en af husets vaske, kan kogende vand i de fleste tilfælde løse problemet. Kogende vand dræber de fleste bakterier og forebygger, at afløbet stopper til.

Rens gerne hånd- og køkkenvask 1 gang om ugen eller som minimum 2 gange om måneden.

BRUG IKKE KEMISK AFLØBSRENS
Kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin er skadelige for miljøet, men de kan også ødelægge afløbet, da de er stærkt ætsende.

Det er derfor bedst kun at bruge kogende vand til at rense afløbet.

  • Hæld 2 kedler kogende vand igennem vaskens afløb.
  • Fjern hår og skidt fra afløbet.
  • Rens afløbet så langt ned som muligt. Brug universalrengøring og en svamp eller børste.
  • Rengør vaskens prop og rist.
  • Tøm vandlåsen, hvis der er tegn på tilstopninger. Vandlåsen sidder under vasken, hvor røret bukker. Den kan skrues af uden brug af værktøj.

2. Rens gulvafløb 1 gang om måneden
Det gælder primært afløb, der benyttes hyppigt, fx i badeværelse og køkken, og hvis der eksempelvis er koblet vaskemaskine eller opvaskemaskine til afløbet.

Gulvafløb kan være skyld i ubehagelige lugtgener. Lugtgenerne kommer fra bakterier, som lever af hår -, skæg - og sæberester, der sætter sig i afløbet eller i de ledninger, der fører hen til afløbet.

Med en månedlig rensning af afløbene minimerer du dog risikoen for både dårlig lugt og tilstopninger.

  • Fjern risten. Risten er sandsynligvis fastgjort med skruer, som du lige skal skrue af, inden du kan få adgang til afløbet. Du bør rense afløb i gulvet 1 gang om måneden.

Her ses forskellige former for afløbsinstallationer. Bl.a. afløbsskål og indbygget vandlås.

  • Tag afløbsskålen op. Rens den, og spul med vand. Eventuelle hårrester fjernes med fingrene og smides i skraldespanden - ikke toilettet. Det er en god idé at have gummihandsker på.
  • Rens afløbet med vand og sæbe, og brug en børste til at skrubbe med. Det er vigtigt, at du renser så langt ned i afløbet som muligt. Tag evt. brusehovedet af bruseslangen og spul.
  • Rens vandlåsen på samme måde som afløbet. Vandlåsen er som regel placeret maksimalt 50 cm under gulvet og kan renses fra gulvet.

Indbygget vandlås:
Er vandlåsen i stedet indbygget, skal den tages op og renses. Der findes flere forskellige typer indbygningsvandlåse. Nogle er spændt fast med skruer, mens andre er monteret i afløbsskålen med gummiringe. Du kan blive nødt til at udskifte gummiringene for at få vandlåsen tæt igen og undgå lugtgener. De nye gummiringe kan købes hos en vvs-grossist eller i et større byggemarked med en velassorteret vvs-afdeling.

Slut af med at hælde kogende vand i afløbet, inden du monterer risten.

Varme og vand

Der er i 2018 installeret ny vandmåler med radiomodul på ejerforeningens vandbeholder i kælderen. Arbejdet blev udført af ISTA. ISTA installerede også nye forbrugsmålere med radiomodul i alle lejligheder på radiatorer (og forbrugsmålere til gulvvarme).

ISTA udarbejder årligt vand- og varmeregnskab for ejerforeningen i samarbejde med DEAS. Forbruget måles på kalenderår, og varmeregnskabet sendes ud i løbet af februar måned. Eventuel difference mellem acontobetalinger og faktisk forbrug afregnes ved opkrævningen af fællesudgifterne i marts eller april måned. Bemærk at foreningens forbrug af el på fællesarealer også afregnes årligt i varmeregnskabet efter fordelingstal. Det dækker dog over perioden fra 1. december til 30. november, og følger altså ikke kalenderåret. Strømforbrug til bilopladninger, der kører på samme måler, er trukket fra det samlede fælles elforbrug.

DEAS regulerer årligt acontobetalingen i forhold til det forgangne års forbrug. Det er dog typisk den gældende pris for "en enhed" vand, varme og el, der har betydning for størrelsen af acontobeløbet der betales. Se foreningens seneste varmeregnskaber under login.

El i lejlighederne

Den enkelte ejer skal selv afregne el forbrug med sit elselskab. Elselskabet opkræver det faktiske forbrug hver måned. Ejerforeningen er ikke inde over betalingen for lejlighedernes strømforbrug, men er ansvarlig for overvågning af hovedinstallationer i kælderen. Andel er ansvarlig for el målerne i kælderen. I 2018 blev målerne for de enkelte lejligheder i kælderen udskiftet med målere der kan fjernaflæses. Hermed slipper man for den årlige aflæsning og indberetning til Andel (tidligere Ørsted/Radius/SEAS-NVE) eller andre. Tidligere var der årsforbrugsafregning i oktober/november, men nu betaler den enkelte altså typisk for det faktiske forbrug på månedsbasis.