Velkommen til Ejerforeningen Lille Taffelbay.

Alle med interesse for vores ejendom kan se en række informationer om både ejendommen og foreningen her på hjemmesiden. Såfremt teksten får en orange farve kan du klikke på den. Således føres du videre på siden. Alternativt kan menupunkterne ovenfor benyttes.

Hjemmesiden er oprettet med det formål, at beboerne let kan finde håndværkerliste, vedtægter for foreningen, husorden, information om ejendommen og lignende. Beboerne kan med login få adgang til referater fra generalforsamlinger, regnskaber, budget, vedligeholdelsesplan og andre ikke offentlige dokumenter.

Alle ejere/beboere er forpligtede til at orientere sig om indholdet i menupunktet VIGTIG INFO. Her beskrives bl.a. regler for indhentning af storskrald af Gentofte kommune samt regler for tilslutninger til alle installationer i rørskakten ved køkken. Bemærk at alle installationer i rørskakten er ejerforeningens ejendom og ansvar.

Bestyrelsen vedligeholder hjemmesiden. Hvis du savner noget på siden, kan du henvende dig til bestyrelsen.

Vores ejendom administreres af DEAS. DEAS kan kontaktes, såfremt der måtte være spørgsmål til driften af ejendommen.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

NYHEDER

08-04-2024

Information om El, varme og vand

Der kommer snart et nyt menupunkt der kaldes "El, varme og vand". Her kan du finde ejendommens historiske forbrug af el, vand og varme. Det er en god idé at spare lidt for varmen i dette kalenderår for fjernvarmen er steget i 2024 Stigningen virker umiddelbart højere end det tilkendegives på Gentofte Gladsaxe Fjernvarmes hjemmeside. Præcist skriver de: "Øgede omkostninger til køb af varme og generelt stigende låneomkostninger er den primære årsag til en mindre stigning i fjernvarmetaksten. Stigningen træder i kraft pr. 1. januar 2024". De stigninger de tilkendegiver ved beregningseksempler på hjemmesiden, udtrykker måske ikke helt den samlede faktiske stigning, men det får vi jo at se i starten af 2025, når varmeregnskaberne rammer indbakkerne. 

14-03-2024

Opfølgning på generalforsamlingen den 13. marts 2024

Tak til de fremmødte til årets generalforsamling.

 

Vi kunne fejre at ladestanderne fungerer perfekt og driften går godt. Enkelte deltagere med elbil ønskede en telefonliste, så de kunne ringe til andre med elbil, og koordinere opladningen af deres elbiler - om nødvendigt. Den har vi bikset sammen for jer. Telefonlisten findes under menupunktet LOGIN. Vælg herefter TELEFONLISTE i menu punkter til venstre på hjemmesiden.

Øverst i de nævnte menupunkter findes i øvrigt regnskaber, budgetter og ikke mindst bestyrelsens beretninger for de seneste år. Hvis du ikke fik det hele med i går (eller var forhindret i at deltage), så kan du blive opdateret der. 
 
Det var rigtig rart at kunne meddele at alle vores lodrette vandrør i rørskaktene nu er skiftet. Således nåede vi i mål med et af de større vedligeholdelsesprojekter. Projektet er implementeret over driften af ejendommen uden ekstrabetalinger. Det er vi i bestyrelsen stolte af, og vi er naturligvis glade for de mange rosende ord til generalforsamlingen.

25-01-2024

Årets generalforsamling

Generalforsamlingen afholdes onsdag den 13. marts 2024 - se opslag i opgangen.

Året bød på et driftoverskud på kr. 135.402. Mød op til generalforsamlingen og bliv klogere på, hvilke vedligeholdelsesopgaver og anlægsprojekter der blev implementeret i 2023, og hvad der er planlagt for 2024. 

Regnskab for 2023, budget for 2024 og ikke mindst bestyrelsens beretning for 2023 kan du finde under 
LOGIN menu-punktet øverst til højre. 

16-10-2023

God uvildig rådgivning fra Ladeløsning ApS

Bestyrelsen har været meget tilfredse med vores samarbejde med Ladeløsning ApS omkring opsætning af ladestandere på vores parkeringsplads. De har bidraget til:

  • Indledende undersøgelse af forskellige løsningsmuligheder og budget for økonomien ved at installere ladestandere på vores parkeringsplads.
  • Information om muligheden for tilskud fra "den offentlige ladestanderpulje".
  • Hjælp med udarbejdelse af materiale til generalforsamlingen med ejerne, hvilket bidrog til endelig godkendelse af projektimplementeringen.
  • Beskrivelse af projekt og indhentning af tilbud fra relevante entreprenører.
  • Sparring i udvælgelsesprocessen af de indkomne tilbud blandt entreprenører.

Det var en meget positiv oplevelse at arbejde sammen med Ladeløsning ApS, og vi endte med en operativ, nem og optimal løsning til en fornuftig pris.

Se alle nyheder